Mere om den konstruktive forældre-adfærd


-Giv ind imellem en kort, positiv feedback, når barnet arbejder med et ord, og det lykkes. (”Sådan!” ”Rigtig godt.” ”Yes!” osv. osv.)

- Når du læser de lange ord, skal det være lidt langsomt (’stille og roligt’) og til en vis grad i stavelser. På denne måde fastholder du det ønskede ’mode’, hvor læseroen har mulighed for at indfinde sig, og hvor det er helt acceptabelt, at ord ikke læses hurtigt som et fingerknips, men som en proces.

-Tal om indholdet, når det falder naturligt. Det kan godt være ganske kort: ”Hold da op, tænk at hun får lov at prøve det!” ”Hvorfor tror du, de gør sådan?” ”Årh, det havde jeg godt nok ikke turdet, hvad med dig?” Læsningen bliver sjovere, når du viser barnet, at det, der læses, ikke er ligegyldigt, og at du også lever med i handlingen.

-Forklar ord undervejs, som du tænker barnet måske ikke kender (det kunne være ’levertran’ - eller ’bidsk’ – eller ’misfornøjet’). Spørg barnet først: ’Ved du, hvad levertran er?’ Her er det en god finte at vænne barnet til at skulle forklare det, hvis han/hun svarer ja. For du ved i realiteten ikke, om barnet forstår eller kender ordet, eller om hun bare tror at hun kender det. Det er også værdifuld sproglig træning at skulle forklare ord, f.eks. ’levertran er sådan noget man fik i gamle dage i stedet for en vitaminpille. Og det smagte grimt’.  
 
 
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726