Hvad stiller man op med de hyppige småord, som ikke staves lydret?
De små ikke-lydrette ord er forvirrende, fordi bogstav og lyd ikke passer ordentligt sammen. Nogle staves endda meget uregelmæssigt.
Her er hjælp til, hvordan I kan forholde jer til dem ved at få overblik over deres mærkværdigheder.
Forælder, læs eller lyt til de følgende forklaringer. Lad også gerne dit barn lytte til dem - en eller to pr. læsegang, indtil I har været dem alle igennem.
Bemærk: Det der læses op er ikke helt det samme som det, der står. Stavemåderne får hver især en lille én over nakken for at være så ulogiske.
De: Bogstavet e kan have flere forskellige lyde, først og fremmest ’e’ som i ’ens’, og ’æ’ som i hest’ og den ø-agtige lyd i slutningen af ordene som i ’hunde’ og ’katte’. Men det er kun i ordet ’de’, at det får en i-lyd. Det er meget uregelmæssigt og ulogisk.
Det: Også ordet ’det’ er stærkt uregelmæssigt. Det er det eneste almindelige danske ord, hvor ’t’ er stumt.
Der: Ordet ’der’ er ikke så uregelmæssigt. Det er meget almindeligt, at ’e’ lyder som ’æ’, sådan som det gør i ’der’. Men fordi ’der’ ligner ’de’ og ’det’ kan man nemt komme til at forvekslet de tre ord, og så bliver ’der’ alligevel en slags drilleord.
Dig, mig og sig: Igen nogle ord, som er meget hyppige, og som staves meget uregelmæssigt. Det er besynderligt, at ’aj’-lyden i de tre ord skal staves ’ig’. Det er de tre eneste ord på dansk, som det gælder for.
Og der er yderligere en ting, som må nævnes her: ’sig’ kan også udtales på en anden måde, hvor det har en helt anden betydning. Det er bydeformen af ’at sige’, som i ’sig noget’.
Man er nødt til at regne ud ud fra sammenhængen, når man læser, om man skal udtale det på den ene eller den anden måde.
’Sig, hvad du mener.’
’Sig mig engang, er du rigtig klog?’
’Han så sig om.’
’De vendte sig ikke om.’
Så: Igen er der to ord, som staves på samme måde, men udtales forskelligt. Man må igen regne ud ud fra sammenhængen, om det er den ene eller den anden udtale:
’Så skete der noget’
’Jeg så en bjørn’.
’Det var så ikke nogen god ide.’
’Så du det sindssyge mål?’
’Jeg’ burde ud fra lydene staves j-a-j. Det passer såmænd fint til en lydfølgeregel, vi har på dansk, som handler om, at ’eg’ (og ’ej’) oftest udtales ’aj’ (som i regne, veje, hegn, sejl). Men det er en lydfølgeregel, som læsebegynderen naturligvis ikke har lært endnu, og derfor virker det meget mærkeligt for de små elever, at ’jeg’ staves som det gør.
Og: Et lille, kort ord, hvor ingen af lydene passer til bogstaverne! Det burde vel staves ’åu,’ hvis det skulle være lydret. Begge dele kan forklares ud fra lydfølgeregler, som læsebegynderen blot ikke har en chance for at have lært.
af – der er ikke nogen f-lyd, f-et er stumt. Det er ’f’ ellers normalt ikke på dansk. Det her er faktisk det eneste ord med stumt f.
Ind – i’et skal udtales med en e-lyd, og d-lyden forsvinder, dvs. d’et er stumt. Begge dele er meget almindeligt på dansk, men generende for læsebegynderen, som ikke er parat til at forholde sig til disse besværlige dele af dansk stavning.
Det er mit håb, at I voksne måske nu har fået mere indblik i, hvor svære disse småord egentlig er, når man ikke har lært dem udenad endnu. Det skulle gerne gøre det nemmere for jer at forstå, hvorfor jeres barn synes ordene er svære og bøvlede – det er fordi de er svære og bøvlede.